Winter Glow
Tre tips til vinterbadning
“Du er vinterbader, når du beslutter dig for at være det. Om du starter i det tidlige efterår, eller når vinteren er hårdest, kommer sig ikke så nøje. Jeg tror på, at man kan starte, når man vil”, siger Rudolph Cares grundlægger Andrea Elisabeth Rudolph, som selv mestrer vinterbadets kunst.
Her på siden guider vi dig til at få en god og livgivende oplevelse med vinterbadning.
1. Forberedelsen – før, under og efter
Med god forberedelse får man den bedste oplevelse. Et stort, dejligt håndklæde er altid den bedste start, men find også dit varme tøj frem. Uldne sokker, en hue, vanter og skiundertøj, som kan holde dig varm, inden du skal i vandet og hjælpe dig til at få varmen efter dit dyp. Tøjet skal være nemt at tage af og på. Når kroppen er kold og våd, er det rart ikke at skulle fumle med upraktisk tøj. Hav også noget at stå på. Et håndklæde eller en skummåtte – eller et par badesko. Kulde under fødderne nedkøler dig hurtigt før og efter, du har været i vandet, så ved at hæve dig en smule fra jorden, holder du varmen bedre. Det kan også være en god idé at medbringe en smule lunken vand, som du kan hælde over de kolde fødder eller ned i badeskoene efter dit dyp.
Og når vi nu er ved det varme – så hav afslutningsvis noget varmt at drikke klar, til når du er tør og har fået tøj på. Varm kakao, te eller kaffe kan lune dig yderligere, mens kroppen lige så stille bliver varmet op igen.
2. Et godt sted og en god ven
Tag til et badested, som du ved er populært for vinterbadere og bad ikke alene. Tag en god ven under armen – at være to eller flere gør oplevelsen mere sikker og tryg. Hvis ikke du har en, som kan tage med, kan du alliere dig med de vinterbadere, der er på stedet – bed dem om at ”se efter”, mens du er i. På den måde sker der ofte hyggelige udvekslinger af tips og tricks til jeres fælles hobby. Nogle vinter-badesteder har et repos for enden af badestigen som gør, at du kan bunde i det kolde vand. Det kan hjælpe til at gøre oplevelsen mere tryg. Går du I fra kysten, behøver du ikke gå langt ud, før du kan dyppe dig på lavt vand.
3. Ro og dybe vejrtrækninger
Gå eller sænk dig langsomt i vandet. Dybe vejrtrækninger og bevidste bevægelser. Nogen oplever, at man giver et gisp, eller at vejrtrækningen øges i det kolde vand – og det er helt normalt. Det vigtigste er, at du koncentrerer dig om at trække vejret dybt og roligt. Øv dig – langt de færreste har helt styr på kroppen de første mange gange, de vinterbader. Bliv ikke for længe i vandet, og undgå at få vådt hår, hvis vejret er meget koldt. Behold eventuelt din hue på, mens du dypper dig.
Bevæg dig roligt op ad vandet igen, dup dig med et håndklæde og… mærk! Alt blodet i din krop ræser rundt til hvert et hjørne af dit system, som er godt i gang med at varme dig op igen. Huden “prikker” og summer af liv og ny energi. Tag tøj på, og drik din varme drik.
Hvis du ønsker dig den samme, vitale følelse af øget cirkulation derhjemme, uden at hoppe i det kolde vand, har vi samlet en guide til hvordan du skaber følelsen med dine Rudolph Care-produkter her.