Interview

Christine Sofies favoritter

Model Christine Sofie er for nylig blevet mor, og derfor tænker hun meget over ikke at bruge produkter, der dufter for kraftigt. De faste morgen- og aftenrutiner er suspenderet og er blevet mere flydende. Huden bliver smurt og plejet, når der lige er tid.

Lær hendes yndlingsprodukter at kende i interviewet nedenfor.

Har du nogle særlige hudplejerutiner for øjeblikket?

“Min hudplejerutine eksisterer ikke rigtigt i øjeblikket. Det er noget med at køre creme eller olie i hovedet, når jeg lige har 2 minutter. Når jeg er så heldig at få et varmt bad, vasker jeg ansigtet med en scrub eller rens, smører min krop ind i olie, mens huden stadig er fugtig, og hopper i min badekåbe, mens det tørrer ind. Jeg har ekstremt tør hud her i overgangen mellem vinter og forår, så jeg smører mig ind, når jeg har tid. Jeg har lagt en fugtighedscreme ved puslebordet, så jeg bliver mindet om, at jeg også har brug for lidt pleje. Og så er jeg glad for facial mist til at friske op (læs vågne) i løbet af dagen.”

Har du ændret noget i din rutine efter, du er blevet mor?

“En hel del. Jeg bruger ikke parfume eller andet med stærk duft, der forstyrrer, så min datter, Paloma, ikke kan kende min duft. I det hele taget tænker jeg meget over, hvad jeg smører i hovedet og på kroppen, så jeg ikke overfører noget til hende. Tit står jeg med creme på hænderne og skal direkte hen og amme.”

Gør du noget særligt for at bevare gløden her i overgangsperioden mellem vinter og forår?

“Lige nu tester jeg at bruge gua sha med ansigtsolien Facial Oil Delight. Det føles virkelig rart på ammetrætte skuldre og nakke og giver smuk glød til mat vinterhud. Det bliver helt sikkert et fast ritual, jeg vil prøve at huske at få tid til. Og så oplever jeg, at det giver mig mere glød at sove med en god ansigtsolie, end hvis jeg bare bruger almindelig creme.”

Hvad gør du for at få mere energi i denne tid, hvor det stadig er koldt?

“Vi bor tæt på Tisvilde Hegn, og jeg elsker at pakke hele familien ind og gå en lang tur i skovens stille ro eller langs stranden og høre bølgerne bruse. Jeg får altid mere energi af frisk havluft.”

Har du nogle favoritprodukter, og hvorfor er de dine favoritter?

“Min hud har ændret sig meget under og efter to graviditeter. Jeg holder meget af at bruge en mild bodyscrub i badet, gerne Aesop med grape og verbena, og smører udsatte områder som skinneben og albuer med Açai Body Balm. Når det kommer til mit ansigt, føler jeg virkelig, at less is more. Jeg holder det enkelt med et serum og creme – lige nu er jeg svært glad for Rudolph Cares Instantly Smoothing Serum og Minois’ Crème Douce.”