What's on your lips
“Jeg kan ikke det der med, at nogen ejer min tid”
20-årige Anemone Sejr har publiceret to magasiner, ’Insert Yourself Here’ og ’Second Publication’ – og senest et paper i samarbejde med Adidas. Hun laver alt selv og hendes magasiner bliver solgt i butikker i København og New York.
Allerede i folkeskolen vidste Anemone Sejr, at skolesystemet med sine fastlagte regler og rammer ikke var noget, der var skabt til hende. Men hvordan ved man, om man er slået ind på rette vej, når man vælger at gå helt alene?
Hvordan kom du på ideen om, at du ville lave dit eget magasin?
Jeg har nok længe vidst, at jeg ville lave noget kreativt. Efter folkeskolen tog jeg 10. klasse på Bernadotteskolen (kreativ-orienteret skole i Hellerup, red.), for at finde ud af, hvad der skulle ske. Jeg kunne bare mærke, at gymnasiet ikke var mig. Det er ikke fordi jeg ikke er struktureret eller disciplineret, tvært imod er jeg meget målrettet. Jeg kan bare ikke det der med, at nogen ejer min tid. Jeg har aldrig været så god til at gå på kompromis, og jeg er meget stædig med ting, som jeg vil.
Da jeg var yngre, svingede jeg meget godt i skolesystemet. Jeg har altid gået i skole og lavet mine ting, haft venner, været populær, men jeg har aldrig synes, det var vildt fedt. Det var bare noget, jeg gjorde. Der var mange ting i skolestrukturen, der gjorde mig usikker og ængstelig, så jeg med tiden lukkede lidt ned og trak mig – også fra det sociale.
Samfundet er skruet sådan sammen, at alle forventer, at efter folkeskolen går man videre på en adgangsgivende uddannelse, så det var hårdt at vælge noget andet end majoriteten. Det er svært at stå udenfor – ikke at kunne være med i sine venners samtaler, ikke være helt på bølgelængde, fordi deres hverdag er helt anderledes. Men det var ikke det liv, jeg ville leve, og det tog tid, før jeg begyndte at hvile i beslutningen om at gå min egen vej.
Først tog jeg på tekstilskolen i Holte, men det var meget noget med at sy, og det interesserede mig ikke så meget. På det tidspunkt havde jeg ikke så meget tålmodighed til at sidde i et halvt år og lære et håndværk. Jeg er mere flyvsk og synes, at det er sjovere at lave alt muligt forskelligt. Få en fed ide og eksekvere den.
Det var en underlig tid, for hvis det heller ikke var dét, jeg skulle. Hvad var det så? Efter et halvt år stoppede jeg, men det lærte mig enormt meget om ideprocesser og design. At de gode ideer ikke altid bare kommer ud af det blå. Nogle gange arbejder man sig hen til dem. Skaber plads for at få dem. Det var ret fedt at lære.
Jeg tænkte, at så måtte jeg gøre noget crazy, tro på mig selv – leve lidt. Så jeg tog på sprogkursus i San Diego i Californien. Det var en vild oplevelse at finde ud af, at jeg kunne alt muligt, jeg ikke troede, jeg kunne, når jeg var langt væk hjemmefra. Det gav mig enormt meget mod til at prøve flere ting af.
Magasinerne begyndte som nogle moodboards på min computer. Så kom jeg på, at jeg ville have folk med, som jeg synes var seje, og så udviklede formen sig. Det var en måde, hvor jeg kunne kaste mig ud i alle de kreative opgaver, jeg godt kan lide; fotografi, styling, digitalt design, creative direction, marketing. Et projekt, som jeg selv kunne definere og styre, hvor det ’bare’ er en samling af min æstetik – et miks af mine egne, men også andres ting, som jeg synes er fedt. Jeg begyndte at undersøge, hvad det ville koste at få det trykt og fandt et trykkeri i Jylland. De var friske på, at jeg kom og stillede alle de dumme spørgsmål, vi klikkede bare, og det åbnede muligheden for et printmagasin.
Mit første magasin, ’Insert Yourself Here’ udkom i januar 2020. Netop som jeg launchede det, fik jeg en praktikplads på Office Magazine i New York, et magasin som jeg synes er sejt. Jeg er meget inspireret af amerikansk kultur, så jeg tog afsted og glædede mig helt vildt. Men dårligt var jeg landet, før corona kom, og jeg måtte tage hjem igen. Det var ellers der, jeg havde håbet på, at mit liv rigtig skulle begynde, så det satte mig fuldstændig ud af kurs. Endelig følte jeg, jeg havde fundet en retning, så jeg var helt lost. Men det skal man også give sig selv lov til.
Lige inden jeg forlod New York, gik jeg ind i min yndlingsboghandler i SoHo McNally Jackson og afleverede en kopi af mit magasin for at se, om de ville have det. Det ville de gerne, så jeg lavede en aftale med dem om, at jeg skulle sende en kasse. Jeg er mega stolt over, at jeg har lavet noget, som sælges i New York. Det er helt surrealistisk.
Hvordan kommer du i gang med magasinerne?
Det sværeste er altid at komme i gang. Jeg har egentlig ret mange ideer, men det er svært for mig at tage det første skridt uden at føle, at jeg skal have gennemtænkt det hele, hvilket ikke er særlig fleksibelt for en kreativ proces. Jeg har så svært ved at få mine ideer ud af hovedet, men jeg øver mig i bare at gå i gang med noget uden at tænke så meget.
Jeg arbejder klart bedst alene, men nogle gange bliver jeg helt blind, når jeg har siddet for længe med det. Det er mest min mor, jeg sparrer med. Jeg sætter virkelig pris på hendes input. Hun ser ting, som jeg ikke ser. Jeg er meget sådan, det skal bare se sådan ud, fordi det ser fedt ud. Hun tænker over, om det fungerer og stiller spørgsmål, der får mig til at tænke.
Kan du fortælle lidt mere om, hvem det er, du får til at bidrage til magasinerne?
Jeg ville gerne i kontakt med andre kreative fra udlandet, mennesker, som primært arbejder visuelt og til en vis grad laver noget af det, som jeg ser mig selv lave i fremtiden. Jeg er ret introvert, men med magasinet har jeg kunnet få lov at stille alle mulige spørgsmål, som jeg gerne ville have svar på.
Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg fandt modet, men jeg skrev til rigtig mange mennesker og troede overhovedet ikke, der var nogen, der ville være med.
Jeg dm’ede dem alle sammen på instagram, et sted hvor de kunne se min æstetik, så det ikke bare var en mail. Det var der, interaktionen begyndte. Bare det, at de så min besked, var en succes. Men de fleste svarede og var meget interesserede. Det var ret vildt at opleve.
Jeg har ikke erfaring med at interviewe, så det var lidt svært i begyndelsen, jeg var usikker på, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, men jeg fandt ud af, at det fungerede ret godt på mail. Det var trygt. Enkelte interviewede jeg over telefon og skrev ned. Jeg brugte bare min nysgerrighed.
Hvad er temaerne i dine magasiner?
Begge mine magasiner handler om at være ung, forvirret og tvivlen, der følger med, men samtidig have en drivkraft mod at udleve noget kreativt. Det er min egen rejse om at lære sine styrker og svagheder at kende, forlige sig med dem – og bevise overfor sig selv, at man godt kan. Jeg håber, der sidder nogen og læser det og bliver motiveret til at turde tro på sig selv.
Hvorfor skulle det være print?
Jeg kan godt lide at lave et projekt, som ender ud med noget fysisk. Der er noget særligt over at have noget i hånden efter at have lagt så meget arbejde i det. Alt i min verden, også den måde jeg arbejder på, er digital, så jeg valgte, at det skulle trykkes, fordi det forlænger levetiden. Det er ikke alle, der kan se indholdet, men hvis du virkelig synes, det er interessant, kan du købe det og eje det.
Hvad inspirerer dig?
Mennesker, der tør at være sig selv. Jeg bliver enormt inspireret af mennesker, der lever livet rimelig enkelt og bare gør ting. Vennegrupper og fællesskaber, såsom skatekulturen, inspirerer mig også meget. Unge, der samles om en fælles interesse. Det er nok, fordi jeg har en længsel efter selv at være sådan. Jeg har altid været en loner, så det er helt modsat mig. Men jeg synes, det er meget fascinerende med folk, der grupperes om ting, en interesse, en æstetik eller en sport, fordi man kan fandeme heller ikke klare alt alene.
Jeg bliver også inspireret af ting, der er umiddelbare og ikke så polerede, det kan også være en følelse, en personlighed eller en måde at se eller beskrive livet på.
Hvad havde du aldrig forestillet dig?
At jeg ville få så god respons, som jeg har fået. Jeg havde aldrig turde tro på, at de folk, jeg selv så op til, ville synes, det var fedt. Det har været ret overvældende at få den anderkendelse.
Hvad gør dig glad og stolt?
Der har været virkelig mange ting, som har været svære, så jeg fejrer mine sejrer og prøver at huske på, at selvom jeg ingen erfaring har, er der kommet hele to magasiner ud. Desværre holder den følelse bare ikke så længe – for mig i hvert fald. Det betyder mega meget. Det er kæmpestort. Og så er det væk igen. Jeg øver mig på at fastholde følelsen lidt længere.
Hvad har du lært af processen?
Jeg har lært mange ting. At man ikke skal være så bange for at række ud. Særligt med mit andet magasin ’Second Publication’ har jeg lært meget af at samarbejde med andre. Og så har jeg lært, at man kan meget mere, end man tror, og at man skal turde bevæge sig ud på dybt vand indimellem.
Jeg har også lært at acceptere, at jeg fungerer bedre i min egen struktur. Der er mega mange ting, jeg gerne vil lære, og det kan også være jeg gør det på nogle kurser eller lignende, men jeg kommer ikke til at bruge mange år på en uddannelse. Det er så forskelligt, alt det jeg gerne vil, så hvis jeg skulle tage en uddannelse, ville det tage mig 20 år. Det ville være spild af tid. Det er nu, det skal ske.
Er du meget utålmodig?
Med ideer og livet, ja. Men ellers ikke.
Hvad er det, du skal nå?
Jeg føler allerede, jeg er sen på den. Meget af det, jeg gerne vil, er jo ikke noget man laver, når man er 50.
Men du er 20 år, Anemone?
Ja, jeg ved det godt, men jeg har aldrig været lige så stor og sej, som de andre. Jo, på min egen måde, men aldrig på den rigtige måde, så jeg føler hele tiden, jeg er bagud.
Hvem er dine forbilleder?
Jeg har ret mange, forbilleder, som inspirerer mig på forskellige måder, men… Luka Sabbat og Noah Dillon / HOTMESS. Den ene er creative director, og den anden er fotograf. De skyder serier, laver film, udstillinger på gallerier, T-shirts med tryk – alt muligt, de synes er sjovt. De gør det bare, uden at have erfaring med det, og den umiddelbare form kan jeg godt lide. Kerwin Frost TALKS elsker jeg også. Og for at nævne et par andre, som inspirerer mig æstetisk musikeren Asap Nast, arkitekten Rudolph Schinder, modeller og fotografer Joanna og Sarah Halpin og modedesigneren Maryam Nassir Zadeh.
Men jeg synes, at man skal passe på med at se meget op til folk. Man skal passe på, at man ikke bare gerne vil være dem. Det kan nemt komme til at skygge for ens egen identitet og kreative proces. Måske man finder balancen, når man med tiden finder sin egen vej at gå.