Interview
Sunday Edit: Sommer med Coco O.
“Jeg har brug for at samle energi, for at kunne dele energi”
Den danske sangerinde Coco Maja Hastrup Karshøj, aka Coco O, vil selv – og kan selv. Hun er færdig med at lægge sin karriere i hænderne på mænd, der vil fortælle hende, hvem hun skal være – for det sjove er at skabe selv, og det meningsfulde er at udvikle sig kreativt.
Denne sommer kan du møde hende på festivaler, hvor hun optræder på blandt andet Syd for Solen, Roskilde, NorthSide og Musik i Lejet. Læs med her og hør, hvordan hun bliver klar til at indtage scenen, om forbilleder, der falder ned fra piedestaler, og hvad hun gerne vil bruge sin stemme til.
Du opnåede international anerkendelse i duoen Quadron og samarbejdede med store stjerner som Pharrell Williams, Ariana Grande, Jay-Z og Tyler The Creator, men hvornår følte du selv, at du var brudt igennem?
Når man står midt i det, føles det som små skridt hver dag, men da Robin og jeg (i duoen Quadron, red.) kom hjem for at spille på Roskilde i sommeren 2013, kunne jeg helt klart mærke, at der var sket noget. Der var megamange mennesker til vores koncert, mange flere end vi havde regnet med, og da jeg bagefter var ude på festivalpladsen med mine venner, kom alle mulige hen og ville have et billede. Vores andet album var netop udkommet i både Danmark og USA, men jeg var flyttet til L.A, hvor jeg ikke gik og blev genkendt på gaden. Det var syret, som to parallelle, men vidt forskellige liv. Det var nok meget godt, at jeg ikke var hjemme i København, da det var allermest peaking.
Hvordan føles det at skulle ud og spille på festivaler denne sommer?
Det har jeg det godt med. Det er sjovt og rart at optræde på festivaler. Der er ikke så meget pres, fordi det ikke kun er min koncert, folks oplevelse er bundet op på. Det gør det mere afslappet. Det er mindre egobaseret og mere fællesskabsorienteret, og jeg håber da, at folk har lyst til at komme og se mine koncerter.
Hvordan gør du dig klar til at gå på scenen?
Før i tiden plejede jeg at trække mig og sige til mit band, at jeg gik ud og tog sminke på, så jeg kan samle mig og koncentrere mig om det, der skal ske. På den her tourné, vil jeg tage 5 minutter og meditere, inden jeg skal på scenen. Jeg har brug for at samle energi for at kunne dele energi.
Jeg er begyndt at få lavet en to-tre outfits, som jeg kan veksle imellem til de forskellige koncerter for at minimere kaos i mit hoved. Så behøver jeg ikke stresse over, hvad jeg skal have på. Jeg gad virkelig godt at have en makeupartist, for nogle gange ligner min makeup, jeg ved ikke hvad, men det hjælper virkelig meget at få et ’ansigt’ på. Der skal heldigvis meget til, for at man kan se, der er noget på, når man står langt væk på scenen.
Bliver du nervøs op til koncerten?
Jeg bliver sindssygt nervøs, næsten mere nu, end da jeg var yngre. Til gengæld holder det op, når jeg står på scenen.
Da jeg var yngre, var jeg lidt mere loose, nu bekymrer jeg mig for alt muligt, der kan gå galt. Måske hænger det sammen med, at jeg med alderen er blevet mere introvert. Måske er det meningen, at man skal være meget ekstrovert, når man er ung. Du skal ud, og have noget ud af livet, prøve en masse ting af og møde en masse mennesker. Jeg har tænkt meget over det der med, at vi romantiserer ungdom. Der findes så mange sange om at være ung, fri og vild, mens der hviler en skygge over al tiden, der kommer efter ungdommen. Som om, det er noget negativt, men jeg synes, det er fedt at blive ældre. At mærke, at jeg udvikler mig. Der er så mange ting, som jeg ikke interesserede mig for, da jeg var yngre, der åbner sig for mig mentalt.
Hvad optager dig for tiden?
Jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Det hele hænger lidt sammen, føler jeg. Jeg er blevet mere politisk bevidst. I virkeligheden vil jeg ikke kalde det politisk, for det er bare livet, men feminisme optager mig rigtig meget og har givet mig en bevidsthed, som jeg ikke har haft et sprog for tidligere.
Jeg har i en længere periode været virkelig forelsket i Tove Ditlevsen og læst alt, og jeg savner hende, når jeg er færdig med en af hendes bøger. Jeg har det tit sådan, at hvis jeg bliver optaget af en forfatter, kaster jeg mig over hele forfatterskabet. Nu er jeg begyndt at dykke ned i aktivist og forfatter Maya Angelou, som jeg føler er en amerikansk, sort Tove. De er begge enormt gode til at skildre den rå virkelighed, men samtidig gøre det så poetisk, at man slet ikke kan holde op med at læse.
Jeg har også lige været på Glyptoteket og se udstillingen med den franske maler Suzanne Valadon, som stod model for blandt andre Renoir og var en del af kunstscenen i begyndelsen af det 20 århundrede. Det var virkelig spændende, den måde der tales om, at hendes streg var maskulin. Altså, at man kan sige, at noget er enten en maskulin eller en feminin streg. Som jeg ser det, er det problematisk, at mange mænd hverken kan forholde sig til feminin musik, streg eller skrift, så er ens publikum som kvindelig kunstner allerede fra begyndelsen snævret ind til halvdelen. Mange mænd har et problem med deres femininitet, hvorimod kvinder bedre kan rumme det maskuline. Det er ikke nogen trussel for os.
Jeg er også meget optaget af klimakrisen. Jeg læser ’Tiden og vandet’ af islændingen Andri Snær Magnason. Den handler om det der med, at mennesker har så svært ved at sætte grænser for sig selv. Vi er så grådige og tænker ikke på de generationer, der kommer efter os. Vi kunne have det godt allesammen, men vi vil hele tiden have mere. Manden undertrykker kvinden, fordi han kan. Hvide undertrykker sorte, fordi de kan. Vi pumper jorden for ressourcer, fordi vi kan. Grådigheden er noget, vi alle kan genkende i os selv i en eller anden målestok. Det kan være svært at lade være at spise mere is, når den er der. Det kan være svært at stoppe med at ryge eller drikke mere vin, selvom vi godt ved, at det ikke er godt for os. Også i forhold til min egen branche er grådighed og vækst som pejlemærker for succes, noget jeg mener, vi bliver nødt til at gøre op med.
Da jeg boede i L.A., gik det virkelig op for mig, hvor heldig jeg er at være født i Danmark. USA er et superkapitalistisk land, og min illusion brast fuldstændig. Det er bare en maskine, der skal fodres, så folk kan blive ved med at forbruge og drømme om kæmpe huse, men der er så mange fattige – ikke kun hjemløse på gaderne, men også bare almindelige mennesker, der lever i konstant utryghed og frygt for ikke at kunne betale deres regninger, hvis de bliver syge, fordi de ikke som os har deres sundhedspleje dækket af staten. Det fik mig virkelig til at indse, hvor privilegeret jeg er, at jeg er født i København.
Gjorde det så også noget ved dine karrieredrømme?
Jeg kunne mærke, at det, som jeg arbejdede henimod i USA, ved at blive signet på et major label (stort pladeselskab, red.), ikke var det, jeg ville. Jeg følte, jeg blev presset i en retning, som jeg ikke kunne se mig selv i – og jeg ville heller ikke lykkedes med det, for jeg blev ved med at modarbejde det. Det var ikke det liv, jeg drømte om ved at lave musik. Det kræver så meget arbejde at få kommerciel succes. Du skal virkelig være iskold, have ben i næsen og virkelig ville det. Jeg spejlede mig meget mere i nogle af de mindre artister, der havde det mere hippieagtigt.
Alle vil gerne have, at deres musik kommer bredt ud, men for mig handler det om, hvor mange mennesker, der skal have lov at være en del af den proces og styre den – kun med det for øje, at det skal generere penge. Særligt som kvindelig artist er der rigtig mange, der synes, de har en god ide på ens vegne. En ide om, hvad jeg skal gøre for at blive endnu mere succesfuld. Men jeg har prøvet det, og jeg følte mig rigtig trist, da jeg gjorde det, for jeg synes, at det sjoveste er at skabe selv.
Så tænkte, jeg, at jeg jo egentlig havde valget. Jeg er min egen chef, og jeg bliver nødt til at værne om min integritet, om det, der er personligt vigtigt for mig, så jeg kan fortsætte med at lave musik resten af mit liv. Det ville jeg ikke kunne, hvis jeg havde valgt den anden vej. Men jeg øver mig stadig i at holde fokus på det. Alle har deres egen lille rejse.
Hvordan har du det med, at så meget promotion af kunstnere og deres musik foregår på SoMe?
Da jeg voksede op, var mine idoler nogen, jeg kunne læse om i et magasin, klippe billeder ud og hænge dem op på en væg. Der er ikke den der direkte adgang via SoMe, som der er i dag. Det betyder også, at man hele tiden føler et kæmpe ansvar for sin succes. Hvad kunne jeg selv gøre mere? Jeg vil jo gerne have at folk lytter til min musik, som jeg har knoklet med i mange år, men jeg er jo kunstner, ikke influencer.
Nogle gange synes jeg, det er sjovt. Jeg er jo også performer og synes, at det er grineren at lave skøre ting og vise mig selv. Jeg er ikke imod, at det eksisterer. Der er også noget godt i, vi har fået nogle platforme, der bryder med pladeselskabernes monopol. Det kræver bare megen stillingtagen fra den enkelte artist at finde ud af, hvor det giver mening, at man lægger sin energi. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg dagligt skal sortere fra. Nej, Tik Tok er ikke noget for mig, det ligger mig ikke naturligt, men hvad kunne være noget for mig? Altså, selv tage styringen over de medier, jeg synes er fede.
Hvis SoMe havde været en ting, da jeg var i 20’erne og boede i USA, ville jeg nok have fået mange flere følgere. Hvis jeg eksempelvis havde puttet det på instagram den aften, da jeg mødte Frank Ocean, ville det have stukket helt af. Det er nok meget godt, at mine oplevelser fra den tid er i mit eget hoved og ikke på instagram.
Hvad vil du gerne bruge din stemme til?
Jeg tror, jeg er ved at finde ud af det. Jeg har nok ikke følt indtil for nylig, at jeg havde noget, der var interessant for andre. Men eftersom jeg er blevet en lille smule mere bevidst udtalt feminist, har jeg fundet ud af, at der er mange i branchen, der kan spejle sig i mine oplevelser. Det har altid overrasket mig, men jeg kan se, at jeg har jo egentlig ret mange erfaringer, som yngre kvinder kan bruge, men jeg er meget påpasselig med at bruge min stemme for meget.
Jeg vil ikke være ligesom de mænd, der aldrig er i tvivl om, at alt, de siger, er værd at lytte til. Jeg vil hellere have, at folk kommer til mig, hvis de er interesserede i at få mit råd.
Hvad gør dig stolt?
Det gør mig glad for mig selv, når jeg mærker, at jeg ikke bliver tom for ideer. At jeg kan blive ved med at udvikle mig kreativt.
Hvem er dit største forbillede?
Michael Jackson har altid været mit største musikalske forbillede, omend han er faldet lidt ned ad piedestalen. For mig repræsenterer han en engleenergi, en sjæl, der havde fået en overnaturlig gave. Han blev ved med at være åben, næsten for åben. Da jeg var yngre resonerede jeg med den der enormt naive tilstedeværelse i verden, og det han har skabt musikalsk og performativt er bare så innovativt.
Det fænger mig stadig.
Det han også repræsenterer er, hvordan man kan blive ødelagt, når man bliver idoliseret fra barnsben på den måde, han blev. Han fik aldrig fred, og selvfølgelig havde han mentale problemer, men i 90’erne vaskede man bare hænder og mente, det var stjernernes egen skyld. Ligesom med Britney Spears. Den der berømmelse og idoldyrkelse er et tveægget sværd. Den har en konsekvens.
Hvornår har du det allerbedst med dig selv?
Det har jeg, når jeg er produktiv. Når jeg har siddet i mit studie og er kommet på en ide, jeg synes er virkelig fed.
Desværre er det ikke ensbetydende med, at den kreative medvind fortsætter dagen efter, det er meget forskelligt. Jeg prøver at skabe noget struktur for mig selv, og ikke slå mig selv i hovedet, når jeg har dage, der ikke er så produktive. Hvis jeg til gengæld er kommet op med noget, jeg godt kan lide, så synes jeg det som regel også senere. Så ved jeg, at der er noget i det. Så er det bare at finde ud af, hvordan jeg skal bruge det. Jeg har det også godt, når jeg skal ud og spille. Jeg kan godt lide at være i gang.
Hvilke er dine favoritprodukter fra Rudolph Care?
Til ansigtet har jeg altid været meget glad for Açai Facial Oil. Til kroppen kan jeg godt lide de ting, der glimter og er shiny såsom bodyolien Golden Kiss. Açai Body Balmen er også så lækker, når jeg har været i bad eller ude og bade i havet.
Jeg tager gerne et koldt bad hver morgen. Jeg kan godt lide det der med, at det er så ubehageligt, lige når man står i det, men bagefter har jeg det jo så dejligt. Det er lidt tortur, ligesom vinterbadning, det gør jeg også en gang imellem. Jeg kan rigtig godt lide at bade.